Fra familiewekend i 2006 (hvor det videre forløb skulle gættes):
Antons historie:
Jeg (Anton) havde for nogle år siden en morgensamling med alle skolens 118 elever.
Det forventes at der synges og at læreren synger for.
Denne morgen havde jeg valgt Benny Andersens ”Svantes lykkelige dag”. Da jeg startede sangen opdagede jeg til min store misfornøjelse at næsten ingen sang med.
Efter yderligere et øjeblik sang ingen af eleverne med.
Hvad gjorde jeg?
a) Opgav at synge og hastede videre til dagens beskeder.
b) Sang resten af de 5 vers alene.
c) Afbrød sangen og bad eleverne om at prøve igen, denne gang højt, klart og tydeligt.
Fortsættelse:
Hvad sagde eleverne, da morgensamlingen sluttede?
a) ”Kan du ikke bare synge for os hver gang?”
b) ”Kan vi ikke bare lade være med at synge til morgensamling?”
c) ”Vi skal nok synge næste gang, men du behøver ikke at synge med?”
En virkelig historie fra Blodhøjgård
For nogle år siden, mens Jakob var i haven, hørte han en mærkelig lyd inde fra naboen, som var i gang med at lave terrasse.
Naboen var kørt af sted for at spise frokost hos sine forældre.
Jakobs kunne gennem hækken se at der lå en haveslange 3 – 4 meter fra skellet, hvor naboens terrasse skulle etableres. Vandet fossede ud – der måtte gøres noget !!!
1. Jakob konstaterede at terrænet havde fald væk fra hans have og lod derfor vandet løbe.
2. Jakob fulgte slangen til vandhanen og lukkede
3. Jakob fulgte slangen, som gik ind i huset, men der var låst. Han blev derfor nødt til at bukke slangen – fastholdt med ståltråd og sparede på denne måde naboen for det store vandspild.
Tillægsspørgsmål:
1. Jakob hørte ikke efterfølgende fra naboen
2. Naboen klagede over oversvømmelse i huset. Gulvet måtte brækkes op og udtørre, da slangen var sprunget af vandhanen
3. Som tak modtog Jakob en flaske rødvin
Martin og Rebekkas historie
Julen er en dejlig tid hvor man rigtigt har tid til at hygge sig med familien
Men når man har en dreng på 9 år (Daniel) har det da også en vis betydning, at der er lidt gaver under træet – ja, faktisk en hel del.
For at være ærlig, så bliver vi (Rebecca og jeg) revet fuldstændig med af stemningen og mister i tiden op til jul fuldstændig al almindelig fornuft og går på nådesløs jagt i BR-helvede.
Sidste år var igen undtagelse.
Daniel havde set sig godt og grundig varm på noget så fantastisk som en dinosaurus som ifølge TV reklamen fra BR havde følere så den kunne mærke hvor den gik, dreje af for at undvige forhindringer, hvis man stak sin finger hen til den kunne den endda finde på at ”snappe” efter den. Dette vidunder måtte Daniel simpelthen ha´.
Jagten gik i gang – og der var tilsyneladende andre som havde fået den samme idé. Vidunderet var udsolgt på hele Sjælland.
MEN man skal aldrig give op. Rebecca fandt det sidste eksemplar i hele landet i BR på Bornholm.
Det vi bare ikke lige havde tænkt på var, at den kostede stor set det samme som det samlede budget på Jurassic Park – og langt over vores julegavebudget………
Hvad gjorde vi så….?
1. Vi købte den og droppede julegaverne til hinanden.
2. Vi ringede til Daniels Morfar og fik ham overtalt til at købe vidunderet til Daniel.
3. Vi fandt samme Dinosaurus på nettet fra en grossist i Kina og købte den til det halve.
Daniel fik altså vidunderet. Det næste spørgsmål er så – hvor mange timer har han så sammenlagt leget med uhyret siden julen 2005?
1. 1 uge
2. 1 dag
3. 30 min
Marias historie
En meget tidlig morgenstund på en morgencafe i indre København, sad jeg (Maria), godt træt i benene af aftenens heftige danseudskejelser, og burde helt sikkert have ligget hjemme i min seng flere timer forinden.
Bag mig sidder der en meget urolig person, hvis stoleryg hele tiden banker op i min ryg. Dette er (måske også lidt på grund af det sene tidspunkt) sindssygt irriterende.
Da det bliver tilstrækkelig irriterende og jeg er ved at koge over af raseri, vender jeg mig om – med et kropssprog, der ikke er til at tage fejl af, klar til at skælde hæder og ære ud – men ser til min store overraskelse, at det er Kronprins Frederik, der er synderen…
Hvad gør jeg?:
a) Jeg siger: ”DET ER ALTSÅ SINDSSYGT IRRITE… nåh, er det bare dig, Pingo!”
b) Jeg siger: ”Hov… undskyld” og vender mig om igen.
c) Jeg siger: ”Kunne du måske rykke din stol lidt frem, så jeg ikke hele tiden får din stol op i ryggen – det er røv-irriterende”.
Da vi senere denne tidligere morgenstund skal til at gå, var det fuldstændig umuligt at få fat i en taxa.
Mens vi stod meget trætte ude på gaden, kommer Kronprinsen hen til mig, og siger, at han kan da ringe efter hans chauffør, så kunne han køre mig hjem:
Hvad gør jeg?
a) Jeg siger: ”Ja, det kunne da være dejligt” og bilen kom, og jeg blev kørt hjem i den royale Audi, og er til den dag i dag sikker på, at jeg godt kunne være blevet hele Danmarks Mary!
b) Jeg siger: ”Nej, det er ikke nødvendigt”, hvorefter Kronprinsen bare siger nå, og vender sig om og går – og jeg ærgrer mig stadig den dag i dag over at have spildt min eneste chance for at blive hele Danmarks Mary!
c) Jeg siger: ”Nej tak, jeg skal en helt anden vej, men kunne jeg ikke få nummeret på din chauffør til en anden gang?” Det kunne jeg desværre ikke…
Og så min egne historie, som blev publiceret i familiebladet mange år tidligere:
En Smæklås
Engang ejede jeg en bil, der havde et bagagerum med en smæklås, som virkeligt levede op til sit navn. Når man smækkede bagsmækken ned, så låste man den samtidig.
En lørdag formiddag, hvor vi havde købt ind, havde jeg tømt bagagerummet for varer, og skulle til at lukke det.
Det var i en periode, hvor jeg syntes, at det så sejt ud, at gå med en åbenstående frakke, der nonchalant dinglede omkring mig, med bilnøglerne i den ene lomme.
Da jeg lukkede bagsmækken, hang et lille stykke af min flagrende frakke uheldigvis på den forkerte side af bagagerummets bageste kant.
Desværre omfattede det omtalte lille stykke af min flagrende frakke også den lomme, som indeholdt bilnøglerne.
Så stod jeg altså dér - med et frakkestykke låst fast i bilens bagsmæk - og uden adgang til de nøgler, som kunne frigøre frastykket igen!
Og dog…jeg kunne lige mærke det yderste af bilnøglerne ved gummiringen, der skulle holde smæklåsen tæt lukket. Min eneste chance var, at prøve at rive dem løs.
Jeg hev og jeg sled, og jeg hev og jeg sled, og jeg hev og jeg sled.
Selvom vi egentlig boede på en stille villavej, var der denne lørdag formiddag usædvanligt befærdet med fodgængere.
Hver gang der kom én forbi, måtte jeg for anstændighedens skyld indstille mit hiveri for en stund – for blot at stå og klappe bilen diskret, mens de gik forbi.
Værst var det med dem, der stoppede op for at slå en lille sludder af. Jeg plejede ellers ikke at snakke så meget med de omkringboende, da jeg jo var et travlt menneske.
Men denne dag kunne de jo se, at jeg havde god tid, når jeg bare kunne stå dér og klappe bilen og kigge ud i luften.
Da det ikke så ud til at kunne lykkes at få nøglerne ud, begyndte forskellige tanker at rumstere inde i mit hoved:
Jeg kunne vel vride mig fri af frakken, og derefter lade den hænge bag i bilen … men så skulle den jo hænge dér indtil mandag, når værkstedet åbnede igen – det ville vist se underligt ud. Hvad ville folk ikke tænke?
Så kunne jeg jo klippe frakken i stykker …, men det var jo min eneste og bedste frakke.
Og hvad skulle jeg egentlig sige til mekanikeren ? skulle jeg fortælle ham sandheden, eller skulle jeg hellere finde på en mere flatterende forklaring ?
Nej ! jeg måtte altså prøve at hive og slide noget mere.
Og sandelig ! Om adrenalin kan overføres til frakker eller nøgler, eller om mine bønner til højere magter var blevet hørt, det ved jeg ikke, men jeg fik nøglerne fri, og reddede frakken, på nær et mindre hul.
Siden har jeg lært, at det er godt at have flere sæt bilnøgler – og flere frakker.
Send dit eget bidrag på mig@anderswamsler.dk